Haastrup Byfest er en årlig begivenhed der igennem mange år har været en fast tradition i byen. Det er foreningerne Haastrup SG og IF og Haastrup Forsamlingshus der er arrangører af byfesten, mens det er et stort antal frivillige der får det hele til at ske.
Byfesten begynder officielt fredag aften hvor Haastrup Revyen indtager teltet. Haastrup Revyen tager udgangspunkt i hvad der er sket i det forgangne år både inden- og udenfor byskiltet. Lørdagens program begynder om formiddagen, hvor blandt andet Årets Haastrup’er bliver kåret. Efterfølgende er der aktiviteter og konkurrencer på festpladsen for hele familien resten af dagen. Lørdag aften fyldes teltet med festglade Haastruppere der mødes til spisning og senere fest med musik og dans.
Et arrangement som byfesten bidrager til at udvikle og styrke de sociale relationer i lokalsamfundet, både i forbindelse med forberedelserne og under festlighederne. Desuden bidrager byfesten til de to ovenstående foreningers økonomi, for derigennem at sikre deres fortsatte virke i lokalsamfundet.