Foreningen Storm skriver:
KÆMPE TAK!!!
Tak for en helt formidabel folkefest i lørdags! Vi er vildt glade og også lidt trætte efter årets STORM FOLKEFESTIVAL. Tak fordi I var så mange, der mødte op og i den grad bidrog til at skabe en helt fantastisk stemning. Tak til alle der dansede, sang, lyttede, snakkede, spillede, hjalp, hyggede og hang ud i baren – det var en kæmpe fornøjelse at se så mange smilende mennesker.
Der er slet ingen tvivl om, at det kun er muligt at holde sådan en folkefest, fordi så mange vælger at bruge tid, energi og kræfter på at hjælpe med at stable det hele på benene. Så der skal lyde en kæmpe tak til alle jer der på den ene, anden eller tredje måde har hjulpet med at sikre, at vi har kunnet afholde årets festival. Vi bliver nødt til at nævne et par navne, selvom vi sikkert også glemmer nogen i farten: stor taknemmelighed til Birthe og Lis for at have pyntet hele gården så helt utroligt smukt, at både Christian Juncker og musikerne fra Mames Babegenush var ved at tabe både øjne og mund, da de så gårdspladsen – ”wauw, det er jo som en helt anden verden”, udbrød de! Tak til Carl Olav for at hænge lys op og til Henrik Hoffen for at sikre årets optog gennem bygaden med de fine gamle traktorer og til alle jer der kørte, gik og red med i optoget. Tak til Haastrup Friskole for at spille op til dans og øve med alle børnene op til festivalen. Tak til Klaus, Aage, Gorm, Poul, Jens, Thomas og hele Haastrup Oldboys holdet (og en masse andre) for igen og igen at hjælpe med alt det praktiske med at gøre klar til festen – det betyder virkelig meget! Tak til Ole Madsen, Linda Ellegård mf. fra Folkemindesamlingen og Eva Bæk der venligst har hjulpet med gamle sager, tøj og genstande der var med til at sætte den hel rigtige stemning. Kæmpe tak til Lone og Christian Thode, der knoklede med at være barbestyrere og tak til alle der tog en kæmpe tørn i baren og madboden. Tak til alle jer der bagte kage, pizzasnegle mv. Det blev revet væk og inden aftenen var omme var alt spist op, rub og stub. Kasseren er meget tilfreds med salget og selvom festivalen er gratis, så kører det fint rundt igen i år. Stor tak til Kent og Anne for igen at levere varer til festivalen. Også tak til Helge som hjalp med at rydde hele pladsen så håndværkerne kunne komme videre med arbejdet og til Laura og Paul fra Ellegården, som har tilbudt at opbevare alle tingene, indtil STORM FOLKE & NATURGÅRD står klar.
Som flere har bemærket, så var der også en del nye ansigter, der både hjalp op til festivalen og deltog. Det er fedt, at også folk udenfor vores lille bjerglandsby har lyst til at bruge tid på at hjælpe med at skabe en folkefest her. Tak!