KÆMPE KÆMPE TAK for en helt formidabel weekend med solskin, glade mennesker, dans, musik, blomster, kolde øl og lækker mad. Det var en weekend fyldt med rekorder!
Vejret var uden tvivl det bedste, vi nogensinde har haft til festivalen, og gården stod skarpere end meget længe takket være de mange, som hjalp med at bygge borde, scener og boder – og så naturligvis Lis’ bedårende blomsterarbejde. Der var rekordmange, der besøgte vores lille skønne festival fredag og lørdag, og der var fuldt knald på Kaffebaren, Kroen og Bodegaen. I Kaffebaren knoklede Marianne og alle hjælperne med at lange et utal af lækre kager, pizzasnegle og kaffekopper over disken – tusind tak til det rekordstore antal kagebagere! I Bodegaen lykkes det Michaël, Christian og co. at sælge rekordstore mængder af rosé, øl, sodavand og drinks. I Kroen fik Lone, John og resten af køkkenteamet solgt flere pølser, samosaer og chili con carne end nogensinde før – og så tog ungerne gudhjælpemig opvasken! Festivalen omsatte for næsten det dobbelte af tidligere år og på trods af tilsvarende rekordstore udgifter, så tegner der til at blive et fint overskud. Haastrup Friskole dansede, malede, legede og solgte juice og bamselotteri til kasseklasserne og skabte et dejligt og indbydende børnemiljø i haven.
Flere af de udenbys musikere var noget forbavsede over det syn, der mødte dem i gården og stillede alle det samme spørgsmål: “jamen, hvordan er det muligt……i sådan en lille landsby!?”
Men Haastrup er jo bare ikke hvilken som helst lille landsby, og det er muligt, fordi vi gør det sammen! KÆMPE TAK til alle! Det virker til, at STORM festivalens ønske om at råbe op og gøre opmærksom på dette skønne sted på jorden er lykkes ganske fint. Der var i hvert fald adskillige festivalgæster, som ytrede ønske om at flytte hertil, og der blev da også på bedste ejendomsmæglervis udvekslet kontakter mellem potentielle købere og sælgere og fremvist et par lokale huse i løbet af weekenden. Så måske vi snart får nye naboer og nye børn på skolen. Herligt!
Bedste hilsner – Gitte, Peter og Forening Storm