Jul i Haastrup

Jul i Haastrup byder noget til enhver. Der er store og små arrangementer, hygge og glæde i alle kroer. Hvis man bare ved, hvad man selv gerne vil og hvor man så kan finde det hen. 

Vi tyvstarter julen i Haastrup med vores årlig Banko-spil i starten af november. Ikke, at vores Banko er særlig julede, men her kan man vinde masser af præmier – bl.a. ænder og kvart grise til julemiddagen eller et gavekort til et juletræ.

I slutningen af november går vi så for alvor i gang, når vi holder julefrokost i forsamlingshuset den sidste fredag i november. Her er der julebuffet og live musik, hvor der bliver budt op til dans.

I år har vi også været så heldig, at det sneede i slutningen af november og starten af december og vi dermed havde muligheden for at drømme om en hvid jul. Og selvom det kun var en drøm i år, så kunne vi da nyde vintergåture i bl.a. skånemosen i det skønne vintervejr.

Den 10. december var det tid for de mindste børn at gå Lucia i kirken og så dagen efter d. 11. december på plejehjemmet. Det er en tilbagevendende tradition for Haastrup Friskole, Børnehave og Vuggestue at tage på tur med Luciasang og glæde. 

Weekenden d. 15. til 17. december var julen helt flyttet ind i Haastrup. Der var julefest i skole og børnehave, hvor der blev hygget i grupperne, kigget på juleforestillingen og ikke mindst dansede om juletræet. 

Den 17. december besøgte Anne & Kent, Julemanden og hestepigerne Elmevænget for at ønske en god jul. Der var portvin til de voksne, gulerødder og æbler til hestene og små chokolader til børnene. 

Om eftermiddagen var det så endelig tid til den store julefest, der startede med et optog igennem byen og endte på Stormgården. Her kunne man købe brændte mandler, gløgg, æbleskiver, klejner, juledekorationer og børnebøger. Der blev sunget en masse julesange og julemanden kiggede selvfølgeligt også forbi.

Juleaften og d. 4. i advent var i år på samme dag, og Haastrupperne mødte op om eftermiddagen for at lytte til Rikkes julegudstjeneste og trompetistens musik, inden der skulle vendes hjem til julemiddag. 

Årets juleafslutning blev holdt i Forsamlingshuset, hvor der blev inviteret til juletræsfest d. 29. december med kaffe og kage til de voksne og julemand med slikposer til børnene. 

Dermed har alle kunne finde noget i Haastrup for at komme i den rigtige juleånd. Om det var hygge med få eller mange, om det var kaffe eller gløgg, om det var med børn eller uden. Glædelig jul og et godt nytår!

Relaterede artikler:

Del denne artikel?

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på print
Print
Del på email
Email