Der var sang, dans, taler og eventyrlige fortællinger ved fejringen af Håstrup Friskoles 30 års jubilæum, og indvielse af; ”Den nye grønne skolegård”.
30 års jubilæum på Haastrup Friskole
Haastrup Friskole har natur, musik og bevægelse som kerneværdier og bryster sig af at være en lille friskole med knap 80 elever fra 0. til og med 9. klasse. En profil der har vist sig så attraktiv i bjerglandsbyen Haastrup, at skolen i år kan fejre 30 års jubilæum.
Skoleleder Henrik Ørtved, sagde i sin tale:
”Det er ikke en selvfølge, at Haastrup by har både en friskole, børnehave og vuggestue, bypark, sansehave, købmand, forsamlingshus, Storm festival, Haastival og et rigt foreningsliv. Det er noget vi skaber sammen. Og det samskabende, det at vi gør noget sammen er livsbekræftende og meningsfuldt.
I år har Haastrup Friskole 30-års jubilæum. Vi har vokseværk og masser af spændende planer for fremtiden som vi er sikre på nok skal lykkes, når bare vi gør det sammen i fællesskab.”
Borgmester Hans Stavnsager holdt også tale, hvori han bed mærke i det særlige sammenhold der er i Håstrup. For et sundt fællesskab på skolen og i byen er det fundamentet for at gode ideer bliver til virkelighed, og at en lille friskole kan fejre 30 års jubilæum.
Den nye skolegård
I december 2021 fik Haastrup friskole knap 1 million kroner fra Nordeas ” Her-bor-vi fonden.” Den lille million var til at omdanne den grå skolegård til byens nye grønne mødested. Til glæde for både byen og børnene i hverdagen.
Skoleleder Henrik Ørtved sagde:
”Jeg har nævnt og nævner fællesskabets betydning lige så tit jeg kan. (…)
Seneste skud på stammen er at den grå skolegård er blevet forvandlet til et fælles grønt mødested med en helt igennem fantastisk trold som midtpunkt. Projektet er et smukt eksempel på hvordan en lille ide kan vokse sig til et stort projekt, hvor rigtig mange har støttet op og hjulpet projektgruppen med at få det hele på plads. Det er smukt, det er sejt, det er unikt og det er allerede taget i brug af eleverne. (…)
Træskulptør Søren Brynjolf deltog også ved fejringen og bidrog med en fantastisk gribende fortælling om hvordan jordtrolden skabte det omkringliggende bakkede landskab og nu pludselig er dukket op ad jorden, lige midt i skolegården…. Fortællingen er en historie multikunstneren digtede, da han fik opgaven, at skabe en 3 meter høj trold lige midt i Haastrup Friskoles skolegård.
Ud over den skulpturelle legeø med trolden, er der også etableret en ‘Skovø’ med en mangfoldighed af buske og træer. Samt en ’hængekøje ø’ der inviterer til masser af bevægelse, sansestimuli eller bare at ligge stille og putte sig med blikket rettet mod himlen, hvor skyerne driver.