af Klaus Majgaard
Forestil jer,
at nogen for halvandet år siden havde fortalt jer, at der ville komme en global
pandemi, og at store dele af vores samfundsliv ville blive lukket ned. Vi ville
ikke gå på restaurant, på museum eller i biografen. Vi måtte ikke give hånd
eller røre ved nogen, der var uden for vores såkaldte sociale bobbel. Mennesker
i risikogrupper skulle holde sig isoleret. Udlandsrejser kunne ikke lade gøre.
Vi ville gå tildækkede – med mundbind – og spritte hænder og blive testet gange
om ugen.
Hvis nogen havde
fortalt mig dét, ville jeg have troet, at det var forelægget til en science
fiction film.
Men omvendt,
det er ofte sket, at samfundsudviklingen har overgået min vildeste fantasi. Jeg
så det ikke komme, da muren faldt. Jeg havde ikke drømt om, at vi derpå skulle
gå ind i én verden med dominerende supermagt og det liberale demokrati som
allestedsnærværende ideal på den nordlige halvkugle. Det var også et chok, da
flyene stødte ind i World Trade Center den 11. september 2001. Finanskrisen i
2008 kom også bag på mig. Og det samme gør det, at nationalismen er vendt
tilbage i Europa, og at vi skal dele EU-medlemskab med autokratiske stater –
der er ved at afvikle uafhængige domstole. Hver gang noget stort er indtruffet,
har jeg været slået af forbløffelse.
Med andre ord:
vi kan ikke stille det samfundsmæssige barometer efter min forestillingsevne.
Forandringerne
bliver vildere og hyppigere.
Den splittede
verden med konkurrerende stormagter og ideologier er tilbage. Globalisering og
nationalisme springer buk over hinanden. Samtidig med at magten bliver mere
ustyrlig, er der flere og flere regeringer som forsøger at styre autoritært og
centralistisk. Der bliver mere af det hele. Det bliver vildere, som Peter
Mogensen tit siger i Tirsdagsanalysen på TV2.
Men jeg har endnu
ikke nævnt den vigtigste motor i forandringen. Klima- og biodiversitetskrisen.
Siden indførelsen af landbrug for 12.000 år siden har vi søgt at tæmme og
nyttiggøre planter og dyr. Og især fra omkring år 1800 har det udviklet sig
eksplosivt – industrialiseringen har tager fart, og over hele kloden udspænder
der sig en stadig tættere teknologisk infrastruktur, som ødelægger og presser
levestederne for planter og dyr. Forskere taler om en ny geologisk epoke. At vi
er gået fra den holoscene til den antroposcene tidsalder – en tidsalder, hvor
jordens overfladen på afgørende vis er formet af mennesker. Resultatet er
masseuddøen af arter og truende klimaforandring. Men naturen er begyndt at slå
tilbage – med en voldsomhed, vi svært kan forestille os. Naturen er ikke kun
venlig og mild. Den er også kraftfuld og mørk. Den kan tilvejebringe tørker,
storme og stigende vandniveauer.
Er min tale ved
at udvikle sig til en dommedagsprædiken? Helst ikke. Grundlæggende er
jeg fortrøstningsfuld. Vi må finde måder at møde samfundsforandringerne på –
med frimodighed, håb og en skabende indstilling.
I en verden i
voldsom forandring er der intet så godt og vigtigt som et bæredygtigt
fællesskab. Jeg mener, at Haastrup er et godt billede på et bysamfund, som
forsøger at være et bæredygtigt fællesskab i en foranderlig verden.
Blandt de overraskende
vendinger, som verden tog i det seneste år, var, at Haastrup blev årets
landsby. Den havde jeg heller set komme. Men grunden til, at vi fik den
fornemme pris, var, at vi viste, at vi kunne tage hånd om fællesskabet i en ret
voldsom krise, med pandemien og mange med-haastrup’ere, som måtte isolere sig.
Både enkeltpersoner, virksomheder og foreninger tog ansvar.
Formlen bag
Haastrups robusthed mener jeg er en særegen blandning af sammenhold og
pluralisme. Vi har stærke fællesskaber – men vi har også plads til, at den
enkelte kan leve og deltage i fællesskaberne på sin egen måde. Det er en hårfin
balance. Bliver fællesskaberne for stærke kan de blive anmassende og
diktatoriske. Civilsamfund er ikke kun venskab og solidaritet, de er også
social kontrol, sladder og ulighed. Derfor må de holdes i ave af en dyb respekt
for individet og individets absolutte værdighed. Bliver individualismen for
meget, fører det modsat til hensynsløshed, konkurrence og opportunisme. Begge
ekstremer bør undgås, og det formår vi i vores lokalsamfund. Men den samme
balance er også indbygget i det danske samfunds demokratiske anatomi. Og jeg
mener, at dette er afgørende netop for vores bæredygtighed og modstandskraft i
en verden i forandring.
Vi behøver ikke
stå stift på det ene ben, men kan svaje fra side til side – i en vekselvirkning
mellem kollektiv handlekraft og individuelt råderum og ansvar.
I Haastrup
resulterer det i en super vigtig konstellation af institutioner – et netværk af
private virksomheder, foreninger og selvejende institutioner, som driver og
vedligeholder et attraktivt lokalsamfund. Skole, arbejdspladser og købmand er
grundpiller, der understøtter velfungerende fællesskaber.
Lige nu foregår
der et vigtigt arbejde med en udviklingsplan for Haastrup. Det sker i regi af
Udviklingsrådet og i samarbejde med Faaborg-Midtfyn kommune. FN’s verdensmål
udgår en ramme for dette arbejde. Og verdensmålene handler om klima,
biodiversitet, bæredygtig produktion, demokrati og inkluderende fællesskaber. Jeg
ved, at hele byen i løbet af de kommende måneder vil blive inviteret til
dialoger om udviklingsplanen, og alle har et ord at skulle have sagt. Her er en
fin chance for, at vi som lokalsamfund kan tænke globalt og handle lokalt. Vi
kan aftale, hvordan vi som fællesskab vil sikre og udvikle levesteder for
planter og dyr, hvordan vi vil bidrage til at bremse klimaforandringer, hvordan
vi vil skabe deltagelsesmuligheder for flere mennesker.
Med andre ord:
Vi kan forholde os aktivt og frimodigt til forandringerne i verden – samtidig
med at vi former og udvikler den ramme omkring vores liv, som vi holder af. Jeg
vil opfordre alle til at følge med og deltage i arbejdet med udviklingsplanen.
I dag fejrer
vi, at vi har fået en demokratisk grundlov, som netop gør det muligt for os at
være aktive medborgere, at forsamles, ytre os og deltage i samfundets politiske
beslutningsprocesser.
Grundlovens
styrke, at den sikre mennesker rettigheder. Men i forhold til tidens
udfordringer er der en mangel. Hvem sikrer naturens rettigheder? Grundloven
blevet til i en tid, hvor naturen primært er blevet opfattet som ressourcer,
hvis værdi og berettigelse bestod i at være nyttige for os. Træer er tømmer,
landskaber er arealer for produktion, bosætning og rekreation. Jeg hørte statsministeren
kommenterer naturhensyn med følgende indledning: ”Ja, naturen, den er god at gå
i…”. Naturen er vigtig, fordi vi kan gå i den. Ja, så! Men har den ikke
berettigelse i sig selv. Og er tænkningen om naturen som rene midler for
menneskers velfærd ikke netop den tankegang, som ligger til grund for
naturødelæggelsen og den krise, der lige nu truer livsbetingelserne på den
samlede klode?
Er der ikke på
tide, at udvide forestillingen om rettigheder til også at omfatte
ikke-menneskelige arter? Det er ikke en helt ny og outreret tanke. Man har
gjort det på New Zealand, i Indien og Venezuela. Udpeget landskaber og arter
som juridiske subjekter med egne rettigheder.
I mine øjne
ligger et samfunds rigdom i, hvor stor mangfoldighed af arter og livsformer vi
er i stand til at tage vare på. Og et menneskets dannelse kan måles på, hvor
meget det er i stand til at anerkende. Goldschmidt sagde, at dannelse er den
udviklede evne til opmærksomhed. Den udannede kan kun fokusere – kun holde
opmærksomhed om få ting. Når vi udvikler dannelser, udvider vi vores
opmærksomhedsfelt – og bliver i stand til at anerkende flere og flere nuancer
og aspekter af livet. Alt er ikke ét fedt, og det er ikke altid lige foran
næsen på os. Vi sanser og forstår mere – kan kende forskel og holde af
forskelle.
At kunne
anerkende ikke-menneskelige arter som medskabninger og samarbejdspartnere
ligger i logisk forlængelse af at være et dannet menneske. Og denne tankegang
vil være en logisk udvidelse af vores demokratiske forfatning.
Vi står lige nu
ved indgangen til en kommunal valgkamp, hvor ikke mindst spørgsmål om en
Als-Fyn bro og tilhørende vejanlæg vil fylde i debatten. Det er et spørgsmål,
der let vil kunne splitte os. Og det er et spørgsmål, som angår kernen i,
hvordan vi forvalter vores lokalsamfund og dets forhold til landskaber og
levesteder. Både tilhængere og modstandere har tænksomme argumenter, og det er
for alt i verden vigtigt, at vi får en god debat i en ordentlig tone. Lad os
tage os kultivere og tage vare på et godt debatklima. Jeg skal ikke lægge skjul
på mit eget synspunkt: jeg er parat til at tage kurser i træklatring for at
kunne lænke mig til en trækrone, hvis de kommer med deres maskine og vil bøffe
en stor vej gennem det smukke landskab og lede 17.000 biler igennem hver eneste
dag. Det er den forkerte vej at gå. Sådan mener jeg. Men jeg er klar over, at
andre mener noget andet og har legitime begrundelser. Blot håber jeg, at vi kan
mødes i en saglig debat, uden fjendebilleder, men også uden hykleri, udglatning
og konfliktskyhed.
Og det er i
sådanne situationer, at dannelse er vigtig. Vi skal kultivere og udvikle den
udvidede evne til opmærksomhed. Til at kende og værdsætte nuancer og drage
omsorg for de skrøbelige balancer i vores forhold til hinanden og forhold til
den natur, vi er en del af.
Kan vi finde ud
af det, har vi et ståsted at balancere fra, når verden gynger og sender skyller
af forandring ind over os.
Kære alle, hav
en glædelig grundlovsdag.
