Forsamlingshuset har søgt i de seneste måneder efter en ny vært, når nu Lene Lut stopper d. 2. juli. Flere forskellige kanaler blev brugt – bl.a. var der en stor annonce i ”Det Rigtige Faaborg” – og denne annonce har ført til et nyt samarbejde mellem Forsamlingshuset og den nye vært Thomas. Kontrakten blev underskrevet for nyligt og vi kan glæde os til, at forsamlingshuset kan fortsætte som det plejer …
Eller? Hvad så med en ny vært? Sker der de store ændringer? Dette skulle Udkigsposten selvfølgeligt undersøge nærmere og har derfor aftalt et interview med Thomas.
Thomas har 20 års erfaring som restauratør. Han har også haft forretning i Haarby i mange år Reinhold Vine – og nogen af jer vil nu tænke ”Nå, det der jeg har set ham før”.
Han fortæller, da han havde møde med bestyrelsen, at han med det samme kunne mærke, at både stedet, byen og kemien passede til lige det, han havde tænkt sig at lave. Han har også fået meget opbakning i hans vennekreds, der gerne vil støtte ham i hans ny projekt og kommer til at hjælpe ham. Men han kommer også til at have bruge for hjælp fra byen, allerede d. 3. juli, når han overtager, vil han gerne tømme køkken, få gjort grundigt rent, male køkkenet hvidt og flytte gammelt og nyt udstyr tilbage i køkkenet. Det hele skal være færdig d. 15. juli, da han har den første bestilling til mad ud af huset få dage efter.
Ja, mad ud af huset, det skal Thomas lave – gerne til selskaber med 10 personer eller flere. Man må gerne selv komme med ønsker, men et udvalg af hans forskellige menuer kan man finde på hans hjemmeside cook4u.dk, som snart er åben.
Det giver også et indblik i, hvad vi kommer til at forvente i forsamlingshuset, fordi Thomas er helt med på, at de lokale arrangementer skal fortsat holdes – fællesspisninger, damefrokost (sat allerede kryds i kalenderen d. 7. oktober), banko, julefrokost osv. Han vil gerne sørge for, at der kommer god mad på bordet – og man kan tydeligt mærke hans begejstring for mad, råvarer og madlavning. Thomas har fokus på, at der skal være noget til alle – både dem, der kan lige de klassiske retter, men også gerne med en lidt moderne tvist. Og så skal der også være noget til børnene.
Men ikke kun til fællesspisninger har han gode ideer – han har allerede holdt indledende møder med skolen om et samarbejde omkring noget skolemad og projektet starter med det nye skoleår i en prøveperiode på 3 mdr. Maden skal være godt, men simpelt og følge de 7 kostråd, som han faktisk også følger i hans madlavning generelt.
Thomas har mange flere ideer, som han under interviewet fortæller med begejstring om – men han skal selv have lov til at melde ud, når tiden er inde. Udkigsposten har i hvert fald indtryk af, at Thomas har en masse lyst, gejst og energi – og en hel del gode ideer, som falder i tråd med mange af elementer, som byen allerede har gang i eller ønsker sig. Han kommer til at handle både lokalt og ved grossister og han vil rigtig gerne indgå aftaler omkring grøntsager fra lokale. Så henvend jer gerne til ham.
Thomas er single og bor i Faldsled. Der forventes at han i fremtiden kan træffes på forsamlingshusets telefonnummer, som dog indtil videre stadig bliver passet af Lene. Så vil man gerne i kontakt med ham allerede nu, må man gerne ringe til 30 66 27 35.