Efter en stille januarmåned, hvor langt de fleste i Haastrup har været i vinterhi, er der nu kommet fastelavnsweekenden, hvor vi begynder lige så småt at snuse til hinanden igen og vække vores sociale side.
Vi startede allerede fredag, d. 9. februar, som samtidigt var sidste skoledag før vinterferien. I år har skolen valgt at holde fastelavn i undervisningstiden i stedet for som fælles arrangement for børn og forældre om eftermiddagen/ aftenen. Det skyldes, at mange forældre har sagt, at der er mange arrangementer i løbet af et skoleår – særligt når man også har børn i børnehaven og vuggestuen.
Og tiltaget var en stor succes (fortæller i hvert fald mine børn). De kom frisk og udklædt i skolen, hvor der ventede masser af hygge og lege og selvfølgeligt også at slå katten af tønden og fastelavnsboller og slik. Det blev til en rigtig god start til vinterferien.
I børnehaven og vuggestuen har man til gengæld hold fast i traditionen om at invitere pensionister til formiddagshygge, hvor der også blev budt på kaffe og kage samt tøndeslagning sammen med de yngste i byen.
Søndag, d. 11. februar inviterede så kirken til en børnevenlig fastelavnsgudstjeneste med adskillige historier om at have en maske på og at vide, hvem man selv er. Der var også mange traditionsrige sange, der passer til fastelavn.
Derefter havde Købmanden inviteret til tøndeslagning og fastelavnsboller med kaffe. Det var nødt til at blive indenfor, da vinden blæste meget kold. Børnene fik slået katten af tønden og kunne nyde kæmpe store slikposer. De voksne måtte nøjes med fastelavnsbollerne og kaffe, da det ville have været meget voldsomt at slå på den “voksentønde” indenfor. Men hyggeligt var det i alle falde – og ikke kun børnene kom udklædt, men også mange voksne.
Efterfølgende var der et par børn, der gik ud og raslede ved dørene, sang “fastelavn er mit navn” og håbede på en lille mønt eller slik. Tak for denne gang!