Byfest 2022

Når Haastrup skal holde fest, så skal Haastrup holde fest. Endelig d. 9. juli var det tid til at fejre den fine titel “Årets Landsby 2022”! Grundet Corona kunne festen først afholdes næsten 2 år efter at Haastrup blev udnævnt som årets landsby. Eller som Anstina beskrev det i sin tale:

“I dag er det jo 662 dage siden vi blev kåret til årets landsby 2020. Det vil sige at vi har ventet på denne fest i 15.888 timer, svarende til 953.280 min, altså 57.196.800 sekunder.”

Og det var en dejlig fest! Hele dagen sørgede Vandreklitten for levende musik i teltet og baren var besat med dygtige barfolk hele dagen igennem! Og så startede vi med æggekage og snaps kl. 11.30, som Lene Lut har sørget for. Tak for mad!

Efterfølgende havde Stine og Niels arrangeret et høvdingeboldturnering, hvor 5 hold dystede om æren. Kent og Helmut var de retfærdige dommere, der kunne til sidst udnævne Team John som vindere. 

Så gik vi i gang med den officielle fejring af “Årets Landsby 2020” med kaffe og kage samt taler fra Hans Stavnsager og Anne Møllegaard Mortensen, som roste byen og dens engagement. Et tak blev overbragt af Landdistrikternes Fællesråd, som var inviteret, men ikke havde mulighed for at deltage: “Kære venner i Haastrup. Mange tak for indbydelsen til at fejre jer som årets landsby 2020. I fortjener den største og mest forrygende fest. Vi er hos jer i tankerne og sender en masse gode sommertanker til det Fynske”

I forbindelse med at Haastrup blev Årets Landsby 2020 vandt Haastrup 50.000. I starten af 2021 blev der lavet en afstemning omkring, hvad pengene skulle bruges til – og springvandet i By Bæk vandt denne afstemning. Så efter fejringen gik festselskabet i samlet flok til By Bæk for at officielt indvie vores springvand.

Efterfølgende gik langt de fleste hjem for at klæde om og forberede sig på aftenens fest med helstegt pattegris, som Ole har passet hele dagen, og tilbehør fra Lene Lut, en lille film om Haastrup og fra kl. 21 af live-musik med Hits ‘n Covers. Og selvom redaktøren ikke holdt ud til helt til sidst, så hørtes det, at festen først sluttede kl. 2 om natten.

Tak til alle, der gjorde festen til en god oplevelse for hele byen! Dem, der byggede op, dem der pillede ned. Dem der stod i baren – både på den ene og den anden side. Dem, der sørgede for lyd, lys og strøm. Dem der sponsorede musik, mad og popcorn. Dem der dækkede bord, ryddede op og delte mad ud. Dem der bagte og dem, der bragte. Tak for den dejlig fest!

Relaterede artikler:

Del denne artikel?

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på print
Print
Del på email
Email