Foredragsforeningen

Haastrup Foredragsforening Foredragsforening

Foredragsforeningen tilbyder hver vinter 6 foredrag, deraf er det ene siden 2004/05 i samarbejde med menighedsrådet, og et virksomhedsbesøg.

Prisen er 120 kr. pr. husstand, enlige 60 kr.

Ikke medlemmer betaler 30 kr. i entré pr. gang. Som medlem kommer man gratis til alle foredrag

De sidste par år er foredragene blevet holdt skiftevis i Forsamlingshuset eller i Friskolen. Vi slutter altid af med kaffe.

Bestyrelse:

Formand Linda Ellegaard, halsmose9@gmail.com – tlf. 62 68 13 34

kasserer Birthe Juul

Eva Bæk – Knud Peder Olsen – Karen Marie Nørbjerg

Suppleant Solveig Risager Hansen

Foreningens historie.

Foredragsforeningen blev stiftet den 1. november 1906, der var 76 husstande, som hver betalte 1 kr. i kontingent, enlige betalte halvdelen. Allerede i 1910 steg det til 1.50 kr. og 1 kr., samtidig faldt medlemstallet til 41 husstande. 1918 steg det til 2 kr. / 1 kr. og 48 husstande.

Fra papirerne kan vi se, at det i starten hovedsageligt var præster, meget tit pastor Ville, fra Sdr. Broby, som stod for foredraget, dernæst højskolelærere, lærere, forstandere, skuespillere, f.eks. V. Nielsen og frk. Andreasen, de fik 30 kr. for at læse op. Violinist P. Rønninge og pianist Hansen fik 35 kr. i 1916. I 1923 var forfatter Morten Korch på besøg, det kostede 50 kr..

Annoncer, eller som der står i 1909 ”kundgørelser”, kostede 5,55 kr. i Faaborg Avis, 6,30 kr. i Fyns Tidende og 1,65 kr. i Faaborg Folketidende, et par år senere annoncerede Foredragsforeningen også i Fyns Venstreblad.

Indtil 1946 skrev man titler på alle medlemmerne såsom Enkefru Karen Nielsen, karetmager xx eller husejer xx, dette holdt op fra 1948, På dette tidspunkt var der 159 medlemmer og prisen for medlemskab var stadigvæk kun 2 kr.

Ved gennemlæsning af protokollerne ses meget tydeligt, at de forskellige bestyrelser har lagt et meget stort arbejde i Foreningen. Foredragene er utroligt alsidige, tidens trend afspejles tydeligt, f.eks. var der i modsætning til i dag ikke mange foredrag om udlandsrejser. Utroligt mange Haastrup beboere har fortalt om deres rejser, og altid med god tilslutning. Fra 1987 til 2010 har vi oplevet Albanien, Grækenland, Himalaya, Madeira, Australien, Argentina, Nepal, Senegal-Mauritanien, Guatemala, Ecuador, Leningrad, Vestindien, Bali, New Zealand, Tanzania, Zanzibar, Peru, Island, Canada, Colombia, Indien, og Iran.

Af kendte personer skal nævnes kapelmester Børge Wagner, som underholdt ved Foredragsforeningens 100 års jubilæum, dette blev fejret med spisning (wienerschnitzel og kaffe med æblekage), 75 fremmødte medlemmer havde en meget underholdende aften. Desuden har fhv. minister K. K. Steinche, fhv. trafikminister Svend Horn, overrabbiner Bent Melchior, borgmester A. Toftager, Faaborg, folketingsmedlem Johannes Skræppenborg-Nielsen, og som allerede nævnt Morten Korch, holdt foredrag.

Foredragsforeningen arrangerer også udflugter, eller sommermøder, som de blev kaldt engang. I 2012 var der virksomhedsbesøg på Haastrup Savværk, og det var noget af et tilløbsstykke, enormt mange mennesker var mødt op, for og se den arbejdsplads, som giver beskæftigelse til byen. Bagefter var der spisning i Forsamlingshuset. Det åbne fængsel i Søbysøgaard besøgte vi i 2013. Hestehavegaards Hverdagsmuseum har haft besøg, et gartneri i Nårup, Trollehaven i Assens, Nazarethkirken i Ryslinge, Assens Sukkerfabrik for bare at nævne nogle enkelte.

En levende landsby i de Fynske Alper